Fugle i haven
Du kan gøre meget for at skabe gode forhold for fuglene.
Det er ikke nødvendigt at fodre fuglene - de skal nok overleve de fleste vintre. Ikke mindst nu hvor vintrene ikke byder på længere kuldeperioder. Men med fodring kan du tiltrække fuglene til der hvor du kan følge dem. Særligt i villakvartererne er der masser af foder i form af frø og bær, hvis man fx. lader stauderne stå vinteren over og lader de overskydende æbler ligge og falde ned til stor fornøjelse for solsorte mfl. se fx foto her fra Michaels have.
Det er fantastisk at følge fuglelivet ved et godt foderbrædt eller en foderautomat, som er hængt det rigtige sted. Det vigtigste du kan gøre, er at sikre at fuglene har adgang til vand i tørre perioder.
I København er der masser af trækfugle om vinteren fra det nordlige skandinavien. Og forår og efterår er det fantastisk at kigge op og se på de store flokke af gæs og traner, som trækker hen over øen og giver forårsfornemmelser eller minder om en dejlig sommer.
Du kan gøre noget rigtig godt for fuglene ved at holde din have og andre grønne arealer giftfri. Fugle er langt oppe i fødekæden og kan ophobe giftstoffer gennem de frø og insekter, som de spiser.
Du kan gøre noget rigtig godt for fuglene ved at lave gode ynglepladser. Du kan fx. hænge fuglekasser op, ligesom ved det grønne areal på Prags Boulevard 61-63 på Amager, hvor der også er plantet en masse insektvenlige planter.
Fuglekasser kan købes mange steder, men du kan måske også have fornøjelse af at bygge dem selv. Du kan finde inspiration til at bygge fuglekasser her

Du kan også sørge for at der er buske, hække og krat hvor redebyggende fugle kan gemme deres reder. Det kan fx. være som den store vedbend langs metroen ved Jorisvej på Amager. Vedbend er også en vigtig plante for bierne, idet den blomstrer med enormt mange nektarrige blomster relativt sent, hvor der ikke er så meget andet føde. På sene efterårsdage kan vedbend være helt levende af bier, hvis der er bistader i nærheden.