
Insekthoteller
Mange insektarter er i tilbagegang. Dels fordi de mangler fødeplanter, men også fordi de mangler gemmesteder og steder hvor de kan lægge æg og hvor pupper kan få fred til at udvikle sig. Fx. er 90 % af bierne afhængige af huller og stængler i den rette størrelse.
Glæden ved en mangfoldighed af insekter er trods alt større end irritationen over hvepsen i spandaueren og myggen på benet under bordet. Vidste du fx. at myrer er ekstremt hygiejniske? Det er de nødt til, når de lever i kolonier. De udskiller derfor et antibiotika lignende stof, som sikrer at der ikke spredes sygdomme i myresamfundet. Så når myrerne har løbet langs dit panel, er panelet faktisk mere hygiejnisk, end inden de var forbi. Så lad myrerne under fliserne være. Du vil alligevel aldrig kunne udrydde dem. Myredronningen lever dybt nede - op til en meter nede. Og den har ved den ene parring som den får lov til i sit liv fået nok til at den kan lægge æg i 30 år.
Sæt dig og nyd sommerfuglens flugt eller humlebien i blomsten, og oplev hvordan du pludselig glemmer tid og sted og indkøbslister, lektier og arbejde.
Der er masser af insektvenlige planter, og de fleste steder kan du købe frøposer med en blanding af biplanter. Mange krydderurter er gode fødeplanterfor bier og sommerfugle. Så har du samtidig friske krydderier til køkkenet. Det er fx timian, merian, mynte, salvie og rosmarin.
Brændenælden er måske en pestilens at haven, men den er værtsplante for hele seks af de flotteste dagsommerfugle. Måske er der plads i et hjørne i haven til at lade dem stå, eller dyrk dem i en potte, så de ikke spreder sig.
Du kan bl.a. finde inspiration til hvilke insektvenlige planter du kan plante på altanen eller i haven her.
Du behøver ikke cykle i byggemarkedet for at få et fint insekthotel, men der er mange gode tilbud. Se fx. dette flotte insekthotel fra parkeringspladsen ved Den Blå Planet.
Du kan også bare lave et selv, fx. ved at stable lidt gamle teglsten, paprulle, bambusstænger og sammenrullede aviser i et hjørne i det utætte skur, som Michael har gjort på billedet nedenfor. Det er alletiders gemmested for sommerfugle og andre insekter, som både kan overvintre og forpuppe sig her.
Du kan også bare tage et stykke træ og bore en masse huller i af forskellig størrelse, og hænge det op et skyggefuldt sted. Som set på fotoet nedenfor fra Mortens have.
Michael har også (efter aftale med renovationen ) taget en gammel udtjent haveaffaldscontainer og fyldt den op med kogler og kviste og boret nogle huller i, så bl.a. humlebierne har et tørt sted at etablere boer.

Lidt viden om insekter
Biller er den største insektgruppe med 400.000 arter på Verdensplan og 3.900 i Danmark.
Der er 30 forskellige arter af myrer i Danmark. Myrer er overalt - der er lige so meget masse af myrer som af mennesker i hele verden. Alle de myrer som er udset til parring og dermed etablering af nye kolonier flyver på samme dag og altid når der er højtryk. Hunnerne parrer sig kun en gang og kan derefter lægge æg i op til 30 år.
Der findes 65 arter af dagsommerfugle i Danmark. Sommerfuglene har desværre været i stærk tilbagegang. Bestanden er reduceret med 50 % siden 1990 som følge af tab af levesteder, pesticider og klimaændringer. Du kan bidrage til overvågningen af sommerfuglene gennem projektet Danmarks Dagsommerfugle her.
Der findes over 25.000 arter af bier heraf 300 i Danmark. Over 90 % af dem lever ikke i kolonier som honningbier men er “solitære” og lever alene. De bygger rede i jorden eller hulrum som plantestængler. De solitære bier er truet som følge af mangel på ynglepladser og blomsterarter. Se mere her.