Kvashegn

Et kvashegn kan have mange fordele 
        ⁃       Insekter kan overvintre i og imellem stænglerne 
        ⁃       Du beholder næringsstofferne på grunden 
        ⁃       Der spares på transport af haveaffald 
        ⁃       Det kan bruges til rumopdeling af haven 
        ⁃       Læ 


En ulempe er, at det også kan være husly for dræbersnegle og voldsnegle. Men de er alligevel alle steder, med mindre at din have kun består af fliser! 
 
Det behøver ikke være kompliceret eller forbundet med omkostninger at lave et kvashegn. Brug nogle af de tykkere grene som stolper, og så byg hegnet af tyndere grene og stængler fra stauderne. 

Et eksempel på et lille nemt kvashegn kan du se her fra Mortens have nedenfor:

Hvert år kan du så bygge lidt ovenpå, i takt med at stænglerne bliver til god kompost. 
 
Mange steder er der bygget mere avancerede kvashegn. Blandt andet har Kløvermarkens Tennisklub (med støtte fra Københavns Kommunes biodiversitetspulje) bygget flere kvashegn rundt om tennisanlægget.
 
I Tårnby Kommune har man også bygget nogle store kvashegn på de arealer der er ned mod Kastrup Lystbådehavn, hvor man også lader græs og urter stå uden at slå det i sommerhalvåret. 
 
Tårnby Kommune har i det hele taget været meget aktive i forbindelse med konkurrencen om Danmarks vildeste kommune, og der er meget god inspiration at hente, hvis man cykler rundt i Tårnby.