Om 'Vildt nok, København!'

"I do not allow myself to be overcome by hopelessness, no matter how tough the situation. I believe that if you just do your little bit without thinking of the bigness of what you stand against, if you turn to the enlargement of your own capacities, just that itself creates new potential" Vandana Shiva

Idéen bag 'Vildt nok, København' opstod tilbage i juni 2024, da der blev holdt Lokalt Klimatopmøde for Amager, hvor borgere, virksomheder, organisationer, m.fl. mødtes på tværs for at lave fællesskaber og partnerskaber omkring klimahandling. Her var vi flere der ønskede at have fokus på biodiversitet og bynatur.

Inspirationen til 'Vildt nok, København' kommer fra Valby Lokaludvalgs initiativ ‘Valbiplanen’, Danmark Naturfredningsforenings 'Slip Haven Fri' og 'Danmarks Vilde haver' af WWF/Verdensnaturfonden, som har til fælles, at de inspirerer til at dyrke og registrere Danmarks grønne kvadratmeter. Både Danmarks Naturfredningsforening, WWF, og Valby Lokaludvalg har bidraget med sparring og stor støtte til projektet undervejs, hvilket vi er meget taknemmelige for.

Med idéen til 'Vildt nok, København' gik Miljøpunkt Amager i gang med at søge midler til at realisere den og Klimaenheden ved Københavns Kommune synes, at kampagneidéen var så god, at den er blevet støttet af puljemidler fra de lokale klimatopmøder. Miljøpunkt Amager har i samarbejde med alle miljøpunkterne, lokaludvalgenes miljømedarbejdere i Københavns Kommune og lokale samarbejdspartnere fundet frem til cases, inspiration og guides for at hjælpe dig med at komme i gang med at dyrke så meget grøn og blå bynatur som muligt.

Hvorfor skal København være vildere?

Byområder har ofte højere temperaturer end de omkringliggende landområder på grund af asfalt, beton og bygninger, der absorberer og fastholder varme. Denne varme-ø-effekt, som den kaldes, kan dæmpes ved at plante træer og etablere grønne områder, som absorberer varme og giver skygge, hvilket sænker temperaturen. Mindre varme betyder også mindre energiforbrug til afkøling i sommermånederne, og har derfor en effekt på CO2-udledning. Grønne områder, især dem med permeable overflader, kan desuden optage regnvand og mindske byrden på byernes kloaksystemer ved skybrud, som bliver mere udbredte med klimaforandringer. Træer og planter optager CO2 og filtrerer skadelige partikler og forurenende stoffer gennem deres blade, hvilket resulterer i renere luft og færre sundhedsskadelige partikler i atmosfæren (Kilde: Clairo Conference). I København måles der stadig mængder af luftforurening, som er over dobbelt så høje som det anbefalede af WHO. Derudover understøtter biodiversitet vigtige økosystemtjenester som bestøvning og vandrensning, hvilket har både økologisk og økonomisk betydning.

Med kampagnen ønsker vi også at have et fokus på den blå bynatur, altså vandet, fx. ved etablering af maritime nyttehaver. Udover at styrke fællesskabet lokalt, så er dyrkningen af muslinger og tang med til at optage CO2 og næringsstoffer fra havet, skabe undervandshabitater og er en lokal fødevarekilde med lavt klimaaftryk, som man kan mødes om at dyrke og spise sammen (Kilde: havhøst.dk). 

Der er altså masser af gode grunde til at fokusere på livet i byen i alle dets former - både fordi det har en berettigelse i sig selv, og for vores eget fysiske og mentale velvære.

Med 'Vildt nok, København' håber vi på at alle københavnere bliver inspireret af andre københavnere til at dyrke endnu mere grønt og blåt for at understøtte sandsynligheden for større artsrigdom på alle leder og kanter i den københavnske bynatur.

Hvorfor er kortlægningen vigtig?

Når vi beskæftiger os med natur er det også vigtigt at registrere, hvilke arter variationen af natur er med til at opretholde og understøtte. Data er altså afgørende for at overvåge arter og økosystemer, så man kan opdage tilbagegang og beskytte truede arter. Det giver indsigt i, hvordan klimaændringer og invasive arter påvirker naturen, hvilket gør det muligt bedre at forvalte og tilpasse. På denne side registrerer vi ikke de specifikke artstyper. Det skal du gøre på Arter, der er et fællesskab, hvor alle kan hjælpe med at finde, registrere og bestemme arter. På 'Vildt nok, København' registrerer du de områder og tiltag, som du har etableret for at skabe gode betingelser for biodiversitet. Registreringsdata fra denne side til Københavns Kommunes Københavnerkort, så dataen er tilgængelige for bl.a. byrumsforvaltere, biodiversitetskoordinatorer og klimamedarbejdere i Københavns Kommune, så det er til rådighed og potentielt kan tale ind i målsætninger og kriterier for biodiversitet i kommunen.

Mere Vild NaTur i Byen

Miljøpunkterne i København har siden 2017 sat fokus på naturen i byen, den blå og den grønne, dels for at få flere til at opdage og besøge naturen, se og mærke værdien af den og heraf være med til at passe på den, og i sidste ende skabe mere af den. Netop ”Vildt nok, København” er næste skridt i vores vision om at skabe mere og vild natur i byen – og mere biodiversitet.

Du kan læse mere om naturibyen-netværket, naturen og besøge stederne, som allerede findes på NaTur i Byen.