Vandhuller i haven
Fugle, insekter, og pindsvin har brug for drikkevand og frøer og tudser har brug for vandet som levested for haletudser og voksne frøer. Og er man heldig kan vandsalamanderen flytte ind i dit vandhul, så der er noget til at spise eventuelle myggelarver. Forskellige vandplanter kan være med til at øge biodiversiteten.
Den mest simple løsning er et fuglebad. En lidt større løsning kan være en halv tønde med vand. Husk at lægge nogle sten eller et stykke træ i tønden, så insekter og fugle har noget at sidde på, når de skal drikke.
Du kan også etablere et egentligt bassin. Enten ved at købe et helstøbt bassin eller ved selv at opbygge det med en gummimembran. Du kan se et eksempel her fra Søren og Annes have på billedet til venstre nedenfor, hvor de for 10 år siden har etableret et bassin i kolonihaven på Amager, som indgår superflot i den lille have.

Som et eksperiment har Morten gravet et lille bassin i vinteren 2024 med en gummimembran, som du kan se på billedet til højre ovenfor. Bassinet er 80 cm på det dybeste sted, for at sikre eventuelle fisk og insekter m.v. mod stærk frost. Målene er 180 cm lang og 50-80 cm bred.
Ideen er nu at finde lidt forskellige vandplanter i nærliggende vandhuller og plante ud, og så ellers at vente og se, hvad der finder vej til bassinet.
Klik på knappen nedenfor for at finde en lille vejledning til, hvordan man kan lave og vedligeholde en havedam.