a close up of a blue flower with a blurry background

Vild med vilje

Til gavn for biodiversitet, fugle, insekter og mennesker er det en god idé at slippe naturen fri. I det store billede har byerne en meget vigtig rolle for biodiversiteten, og hvis mange bare gør en lille smule, kan vi samlet rykke en masse.

Der er rigtig mange gode initiativer hos private, kommuner og virksomheder. Bl.a. har Danmarks Naturfredningsforening og Rema 1000 initiativet “Slip haven fri”, hvor du kan få gode råd og tilmelde din have hvis du dyrker den giftfrit og lægger mindst 20 % ud til vild natur.

På Amager er der også mange gode initiativer. Tårnby Kommune har sået urter i vejrabatter og udlagt flere arealer som vild natur. Københavns Kommune lægger flere og flere arealer ud hvor de lader græsset gro.

I Københavns Kommune er der ikke så mange arealer hvor naturen har fået lov at passe sig selv, men arealet Prøvestenen Syd er en lille perle, hvor det er en fornøjelse at botanisere. Du kan finde indgangen på Prøvestensbroen.

Som haveejer kan man gribe det an på forskellig vis. Her er bare nogle få eksempler til inspiration.

Vildt bed

Afsæt et areal og forbered det til at så og plante vilde hjemmehørende planter. Se fx. Billedet nedenfor hvor Julie og Mads har inddraget et hjørne til vejen, gravet det igennem og smidt nogle frø af en “biblanding”. Andre frø må være kommet til så der nu er en fantastisk blanding af planter, som vi igennem 2025 vil følge udviklingen af her på siden. Arealet er en trekant på 2x2x2 meter.

I dag har vi bl.a. registreret følgende planter:
Almindelig Røllike, kæmpe magurit, mælkebøtte, morgenfrue, alm vejbred, mælkebøtte og stokrose. Men flere kommer til løbende.

Lad græsset gro

Mange er af den opfattelse, at græsplæner er flotte, og at det er noget rod at lade græsset gro. Og det er ikke så mærkeligt, da det i årtier har været synonymt med orden og opfattelsen af noget grønt. Men græsplæner er desværre i insektmæssig sammenhæng en ørken. I en optælling på sammenlignelige arealer på Avedøre Holme blev der fundet fire insektarter på græs og 120 insektarter på områder udlagt til vild natur med forskellige urter.

De fleste skal lige vænne sig til at et vildt bed også er smukt og at langt græs måske er smukkere end en velfriseret græsplæne. Så du kan evt. gøre som Københavns Kommune også gør - starte i det små og lade en lille del af græsset stå i fred for græsslåmaskinen. Du kan fx se det langs 10-ørens græsplæne på Amager Strand. Om foråret står det som et hvidt tæppe, når den vilde kørvel blomstrer.

Tal med din vicevært eller boligforening om det eller tag det op på næste møde i andelsboligforeningen. Måske de bare ikke lige har tænkt at det kunne være en mulighed, og der er masser af små arealer rundt i København, hvor der er plads til små grønne pletter, og som i dag fremstår med græs, fliser eller knust granit.

Du kan gøre som Hanne og Tord, som siden 2021 har ladt græsset i forhaven gro uden at gøre andet. Græsserne er stadig dominerende, men der kommer flere og flere spændende urter. Der er fx. En stor gruppe håret høgeurt, som er en meget insektvenlig plante.

Planteimport

Når du er på tur i naturen kan du samle frø og så dem i din have og krydse fingre for at de vil etablere sig. Du kan også grave småplanter op i naturen og plante hvor du gerne vil have dem. En meget stor del af planterne vil ikke blive til noget, men nogle af dem vil føle sig hjemme og flytter ind i haven. Efter et par forsøg er det fx. lykkedes forfatteren her at finde den rigtige plads til en vild prikbladet perikon, som er en vigtig insektplante idet den blomstrer relativt sent, hvor der ikke er så maget andet føde.

Lad stubben stå

Mange insekter og svampe lever af at nedbryde dødt ved. Hvis du fælder et gammelt træ kan det derfor være en god idé at lade stubben stå. I starten kan stubben måske bruges som siddeplads. Eller den kan udformes som en skulptur. De kan senere lade en efeu eller anden plante vokse om omkring. Det er sjovt at følge med i hvad der sker i løbet af nedbrydningen. Stubben bliver hjem for et mylder af insekter og der vil komme svampe på stubben og i bede og plæner omkring, i takt med at rødderne nedbrydes. 20-30 % af et træs masse er under jorden i form af rødder.

Nedbrydningen af dem tilfører næringsstoffer til jorden og forbedrer jordstrukturen og nye svampe dukker op i takt med nedbrydningen. Første foto er en 14 år gammel stub på Kinavej som først blev brugt som siddeplads, så til fuglefodring og nu hvor den er ved at smuldre er den et grønt haveelement, fyldt med insekter.